onsdag den 11. januar 2012

Espressosocialister

En nær slægtning af undertegnede ejer en espressomaskine. Denne er sort og sølvfarvet som så mange andre espressomaskiner, men det gør den ikke til en ordinær espressomaskine. Ser I, denne helt særlige espressomaskine har en lyd. Og denne lyd er den mest øresønnerrivende, skrækkelige, uhyggelige, voldsomme, gale og helt igennem pisseirriterende lyd man kan forestille sig ens ører kan høre. Den siger noget i retning af: BBBBGGGGGGRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRHHHHHHRRRRHHHHHBBBRRRRRRRRRRH (lydskrift har aldrig været min stærke side). Det er sådan set fint nok, espresso skal man vel have, mener i hvert fald grækere og italienere og andre stærk-koffein-afhængige folkeslag i denne verden. Men det der gør at denne lyd (udover at være utrolig grim på skrift) er helt fuldstændig og aldeles uudholdelig er at den nævnte ellers normalt udseende kaffemaskine står lige bom op ad den væg hvorved jeg ofte ynder at sove til længere end klokken 7 om morgenen. DETTE ER GANSKE ENKELT UACCEPTABELT mener jeg. Det er fint at drikke kaffe som allerede nævnt. Jeg synes det smager grufuldt, ja, men det er da så absolut tilladt at drikke kaffe, ja det er endda helt legalt at lave den om morgenen idet koffein skulle have en opkvikkende effekt. Men kære venner. Der må være andre måder at vække os sovende op på, der må være andre måder at sørge for at man aldrig skal spise morgenmad alene og der bør så ganske absolut være helt andre muligheder for at skulle være sociale og være fælles om alting. Det må der være! Så til alle jer espressosocialister, vil i ikke nok lade mig sove?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar