mandag den 23. januar 2012

Hvad blev der af Anni?

Anni, tro på os to

Anni, tro på dig og mig

Anni, jeg tror på os to
Og jeg tager ikke fejl



Uuha, enhver pige med sin MGP-historik i god behold kan huske søde, søde Seb der var med i 2006 og tog alle med storm med en sød, sød stemme og en sødere sang. Årh. Puha, Suljema bliver helt glad indeni. Se ham, hvor sød og lille han er!
Dengang var fyren tretten år gammel og sød og uskyldig sang han sin kærlighed ud til hende der Anni. (Efterfølgende har der været en masse snak om at han vidst ikke er så sød mere, men nok om ham).
Men hvem var hende der Anni? Anni, hun var såmænd vores alle sammens Seb's kæreste på den tid. Hvor sødt, tænker man så. Tænk at han skrev en kærlighedserklæring til hende i en alder af tretten! Det er da også sødt, men når man så får at vide at pigebarnet faktisk slog op med ham kort tid inden MGP 2006. Rimelig øv for Seb at skulle stille op og synge en sød og forelsket sang til en pige som sikkert har slået hans hjerte i ti millioner stykker (selvom han kun var tretten). Nu skal det ikke lyde som om jeg har særlig sympati for hverken Seb eller Anni. Ingen af dem forstod efter min mening meningen med MGP. For der er noget som alle sande MGP-vindere må og skal gøre. Det er sådan set lige meget om sangen, vedkommende synger, handler om en gul hund eller om kaffe eller om noget helt fjerde. Noget, som alle voksne ved hvad er og som alle børn tænker på med fnis. Noget som Seb burde have aftalt med sin Anni flere måneder i forvejen, noget som skulle have været bindende sådan så han kunne føre det ud i livet lige meget hvad (=hvis hun slog op). 
ET KYS, selvfølgelig. 
Derfor har jeg tænkt mig at stille op til det næste MGP der er i Danmark med min veninde. Ingen af os kan synge, men jeg kan love dig at vi kan snave folk i gulvet, så hvorfor ikke også på TV? Ja jeg spørger bare. 
Sulejma er vred i dag! Vorherre bevares, og fortsat god mandag.

onsdag den 11. januar 2012

Espressosocialister

En nær slægtning af undertegnede ejer en espressomaskine. Denne er sort og sølvfarvet som så mange andre espressomaskiner, men det gør den ikke til en ordinær espressomaskine. Ser I, denne helt særlige espressomaskine har en lyd. Og denne lyd er den mest øresønnerrivende, skrækkelige, uhyggelige, voldsomme, gale og helt igennem pisseirriterende lyd man kan forestille sig ens ører kan høre. Den siger noget i retning af: BBBBGGGGGGRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRHHHHHHRRRRHHHHHBBBRRRRRRRRRRH (lydskrift har aldrig været min stærke side). Det er sådan set fint nok, espresso skal man vel have, mener i hvert fald grækere og italienere og andre stærk-koffein-afhængige folkeslag i denne verden. Men det der gør at denne lyd (udover at være utrolig grim på skrift) er helt fuldstændig og aldeles uudholdelig er at den nævnte ellers normalt udseende kaffemaskine står lige bom op ad den væg hvorved jeg ofte ynder at sove til længere end klokken 7 om morgenen. DETTE ER GANSKE ENKELT UACCEPTABELT mener jeg. Det er fint at drikke kaffe som allerede nævnt. Jeg synes det smager grufuldt, ja, men det er da så absolut tilladt at drikke kaffe, ja det er endda helt legalt at lave den om morgenen idet koffein skulle have en opkvikkende effekt. Men kære venner. Der må være andre måder at vække os sovende op på, der må være andre måder at sørge for at man aldrig skal spise morgenmad alene og der bør så ganske absolut være helt andre muligheder for at skulle være sociale og være fælles om alting. Det må der være! Så til alle jer espressosocialister, vil i ikke nok lade mig sove?

mandag den 9. januar 2012

Man skal have noget på hjertet for at oprette en blog

Elin Kling har gjort det. Bethany har gjort det. En pige fra min klasse er totalt afhængig af det. Altså oprettet blogs  - og de to første har fået mere eller mindre stor succes med det. Så tænkte jeg at det ville jeg også. Det er godt et år siden nu tror jeg, hvis ikke mere. Men så gik det op for mig at man skulle have noget man gerne ville ud med. Man skulle kunne argumentere for og i mod en masse ting og man skulle samtidig overveje at udtrykke sig på en relativt neutral måde selvom man i virkeligheden er edderspændt rasende. Man ved jo aldrig hvem der læser med, og frem for alt ønsker jeg ikke at støde nogen. Og ud over alle disse sproglige og visuelle udfordringer skulle man gudhjælpemig også have en google-konto. Det var næsten det værste. Servicevilkår, hvori der står at de ting man skriver bliver sendt til USA - underforstået FBI og hvad ved jeg - og sådan noget, det er slet ikke mig. Men så fik jeg en smartphone. En dejlig lille HTC og min lykke var gjort. Men fandme om man ikke også skal oprette en google-konto for at kunne noget som helst på den lille dims. Jeg elsker angry birds - i ved, det der spil med fuglene og de grønne grise - og jeg måtte have det. Så åh jo, her kommer jeg, kære google-konto, her kommer jeg. Og derfor, mine damer og herrer og mennesker i FBI og dronning Magrethe og Ole Ryborg: Her er min blog!
PS. Husk at passe på jer selv og kun oprette google-konti hvis i virkelig har brug for det. Virkelig, virkelig.